Kostpolitik

På Efterskolen Kildevæld spiser vi en varieret, sund og ernæringsmæssig rigtig kost. Den er tilpasset, så den passer til unge mellem 14 og 18 år. For at køkkenpersonalet kan tilbyde eleverne den bedste ernæringen på skolen, tillader vi ikke at man selv medbringer nogen former for mad i spisesalen, ligesom alle obligatoriske måltider indtages i spisesalen.

Vores måltidsplan ser således ud:

Morgenmad kl. 07.25
Friskbagt franskbrød eller grovboller, havregryn, cornflakes, havregrød, rugbrød, ost, marmelade, tykmælk, rugbrødsdrys, frisk frugt og rosiner. Drikkevarer: mælk, kaffe og te. Desuden en variation af blødkogte æg, juice, müesli og havrefras.

Formiddagsservering kl. 10.00
Frugt og gulerødder. Drikkevarer: kaffe, te og vand. Desuden en variation af rugbrød, friskbagte grovboller med enten pålæg, leverpostej, ost eller marmelade.

Middag kl. 12.00
Varm mad med hjemmebagt brød, salat eller andet grønt. Menuen består af lækker mad som teenagere kan lide. En ugeplan indeholder typisk menuer med kylling, oksekød, fisk, svinekød, om vinteren også ind i mellem af suppe eller feks. risengrød. Dertil serveres ovennævnte tilbehør samt enten ris, pasta eller kartofler. Drikkevarer: vand.

Den samme ret serveres max én gang om måneden.

Eftermiddagsservering kl. 14.20
Grovboller med forskelligt tilbehør og frugt.

Aftensmad Kl. 17.45
Rugbrød og frisk franskbrød med varierende slags pålæg samt fisk, æg, ost samt 2 lune retter. Desuden er der hver dag en salatbar m. 12 – 15 varianter af grønsager og tilbehør. Drikkevarer: vand og mælk.

Aftenservering Kl. 21.30
Grovboller eller knækbrød. 2 somme tider serveres kage, dog primært i weekenden. Drikkevarer: kaffe, te eller saft

Fødselsdage
I forbindelse med elevernes fødselsdage kan de ønske deres livret til middag, alt kan ikke lade sig gøre men køkkenet går langt for at opfylde ønskerne.

 

Skolens køkken er selvfølgelig underlagt alle gældende regler mht. egenkontrol og tilsyn af bedriftssundhedstjenesten og Smiley-bedømmelsen hænger i spisesalen.

Vi følger de 8 kostråd fra Motions- og Ernæringsrådet:
1. Vi spiser meget groft brød og gryn
2. Vi spiser frugt og mange grøntsager hver dag
3. Vi spiser kartofler, ris eller pasta hver dag
4. Vi spiser fisk eller fiskepålæg af forskellig slags
5. Vi vælger mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold
6. Vi vælger kød og pålæg med lavt fedtindhold.
7. Vi bruger kun lidt smør, margarine og olie.
8. Vi sparer på sukker og salt.

Hvordan gør vi det så:
• Vi spiser 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider om dagen.
• Vi bruger så vidt muligt årstidens frugt og grønt, så vidt muligt økologisk
• Vi bager alt vores brød og kager selv.
• Vi bruger så vidt muligt friske råvarer.
• Vi begrænser meget vores brug af halv- og helfabrikata.
• Vi har adgang til lækker frugt dagen igennem.

Ved festlige lejligheder og arrangementer serverer vi festmad. Ligesom der også er forskel på hverdags- og weekendmenuer. Ved højtider serverer vi den mad, der er tradition for.

Diætkost og andre hensyn
• Vi vil gerne servere diætkost – hvis det er lægeligt begrundet
• Vi vil gerne servere vegetarmad – hvis man er ”seriøs” vegetar
• Vi vil gerne kompensere for f.eks. svinekød hvis det strider mod ens overbevisning – ved at servere andre former for proteiner
• Vi vil gerne støtte og hjælpe elever som gerne vil tabe sig

Alle former for diætkost er under forudsætning af, at man har en aftale med køkkenet og at det er praktisk muligt. 

Ansatte i køkkenet:
Køkkenet bemandes af faguddannet personale, og der lægges vægt på deres muligheder for efteruddannelse. Da eleverne også deltager i køkkenets drift i løbet af deres efterskoleophold, er der et udbygget samarbejde mellem skolens pædagogiske personale og køkkenpersonalet. Vi tilstræber, at kosten skal være et godt eksempel på sunde kostvaner, som de unge kan få under deres ophold her på skolen og senere tage med sig videre i livet.

Eleven hjælper i køkkenet:
Alle elever arbejder et antal dage i køkkenet. Grunden til, at alle elever skal igennem disse køkkendage, er både for at lære at være taknemlig for maden og få forståelse for det arbejde, der er i at tilberede maden til så mange mennesker hver dag. På disse dage er eleven fritaget for normal undervisning mv. og arbejder ifølge en udleveret vagtplan. Den enkelte elev prøver både at indgå i bagning, varmt og koldt køkken samt grøntafdelingen. Ligeledes undervises de i almen-, personlig- og køkkenhygiejne, menu sammensætning og rengøring. Primært øver eleverne i at lave mad og arbejde ansvarsfuldt i et team. Der er tre elever i køkkenet ad gangen.